Lyt og køb

CDen "Alt bli'r moderne igen" - Køb her

 

Slåbrock-single
Lyt til "Ka' do staw'e, så ka a law'e" samt "Som en jersey-ko" her

 

CDen "Træls"
Download "Træls" fra iTunes her

 

 

 

 

 

CD'en "Den der med ham der" - Download her

Fra Slåbrock Band til Slåbrock Trio

1974 

Januar: Slåbrock Band startes af Alex Gullach (guitar), Hans Pedersen, nu: Holtegaard (trommer) og Kjeld  Torbjørn (sang og diverse). Dog uden navn og selvstændig musikalsk stil.

Februar: Klaus Sørensen (guitar) kommer til.

Marts: Lars Uggerhøj (sang og diverse) kommer til.

November: Første offentlige optræden med ovennævnte, dog minus Torbjørn, på restaurant Jazz 73 under navnet De Fire Overfrakker den 11. november.

Første optræden under navnet Slåbrock Band den 20. november på Vendelbohus i Hjørring med samtlige fem medlemmer. Stilen er musikalske parodier på kendte pop- og rock-stjerner.

  

1975 

Februar: Slåbrock Band får sit lokale gennembrud som support/opvarmning for Sebastian & Venner ved en koncert på Vendelbohus i Hjørring. Stilen er stadig parodier. Glansnummeret er en parodi på tidens store lysshows, udført til melodien ”Wild Thing” og med brug af 4 Nefa-cykellygter.

April: Morten Steffen Jensen (bas og mandolin) kommer til.

Maj: En stilændring varsles ved en koncert i Hjørring Bio – her spilles sangen ”A ku aldrig tæenk å fløt te Tjøvenhavn” for første gang.

November: Lars Uggerhøj forlader Slåbrock Band – flytter til Århus for at uddanne sig til socialrådgiver.

December: Esben Printz (violin) kommer til.

1976 

Marts: Esben Printz forlader Slåbrock Band.

Juni: Efter adskillige mindre koncerter i Nordjylland spiller Slåbrock Band på Skagen Festival – udelukkende med egne sange på vendelbomål.

Oktober: Morten Steffen Jensen forlader Slåbrock Band.

November: Steffen Korsbro (bas) og Knud Møller (violin og guitar) kommer til.

December: Steffen Korsbro forlader Slåbrock Band – Morten Steffen Jensen (bas og mandolin) vender tilbage.

1977 

Januar: Klaus Sørensen forlader Slåbrock Band.

Februar: Ole Hald Møller (guitar og mundharmonika) kommer til.

Marts: Efter at have vundet den indledende runde i Skive og semifinalen i Aalborg bliver Slåbrock Band også vinder af finalen i ”Ekstra Bladets Pladechance” – en landsomfattende konkurrence for amatør-orkestre og -solister – i Tivolis Koncertsal i København med 2500 tilskuere. Blandt dommerne er datidens store navne i dansk underholdning: Volmer Sørensen, Sten Brahmsen, Eigil Swan, Ole Høyer og Peter Belli.

Senere på måneden indspiller Slåbrock Band single-pladen ”Nørhalne” med ”A ku’ aldrig tæenk…” som B-side. Indspilningen og en kontrakt med pladeselskabet EMI er en del af førstepræmien, der også omfatter en kontrakt med Ronalds Tivoli om optræden på friluftsscener, en management-kontrakt med Eugen Tajmer Booking samt et kontant beløb.

Maj: Pladen udkommer – og bliver et stort radio-hit.

Juni: Alle ønsker at ”sætte sig på” Slåbrock Band. Efter uenighed om en kommende LP-plade nægter Slåbrock Band at tegne en længere kontrakt med EMI. Laver i stedet kontrakt med pladeselskabet STUK. Nægter samtidig at modtage kontrakterne med Ronald og Tajmer – og har dermed af den samlede præmie kun taget mod pengene. Alle i branchen (læs: i København) ryster på hovedet af de nordjyske tosser.

Juli: Starter indspilningerne af LP i Stuk Ranch ved Nibe. Optræder ind imellem også på årets Midtfyns Festival samt adskillige gange i radio-interviews.

November: Lp’en ”Provins Punk” udkommer. Er forudbestilt i 6000 eksemplarer. Vedlagt i en del af oplaget er ”Nørhalne Folkeblad”. Får massiv mediedækning. Numrene ”Banko” af Lars Uggerhøj og ”Jagten går ind/A er så glå ve dyjr” bliver straks store radio-hits. LP’en får gennemgående overstrømmende anmeldelser.

December: LP’en optræder første gang på Danmarks officielle Top 20 i BT. På Nordjyllands Top 20 i Aalborg Stiftstidende er pladen på en andenplads, kun overgået af Gasolins ”Gør det noget”.

1978 

Marts: Slåbrock Band spiller en halv time live/direkte med publikum i Danmarks Radios P3-udsendelse ”Lørdagsklubben”. 

April: Salget af LP’en ”Provins Punk” standses efter fogedforbud. Det viser sig, at melodien til ”Folde-ud-manden” ikke er traditionel og dermed til fri afbenyttelse, som Kjeld Torbjørn har troet. Den er skrevet af Shell Silverstein, hvis musikforlag nu truer med retssag, hvis ikke slaget standses.

Juni: Slåbrock Band genindspiller ”Folde-ud-manden” med samme rytmespor, men en ny melodi. LP’en genudsendes – og den massive reklame på grund af forbuddet gør nu, at folk står i kø for at købe pladen. Mange, der allerede har købt den første version, ønsker nu også at få den nye!

Juli: Slåbrock Band starter indspilningerne af endnu en LP-plade i Stuk Ranch.

August: Har siden udgivelsen af ”Provins Punk” ved diverse koncerter landet over nu spillet for i alt 30.000 mennesker.

September: ”Provins Punk” har passeret 25.000 eksemplarer i salgstal – hvilket giver en sølvplade.

Oktober: Sidste hånd lægges på den kommende LP, der får navnet ”Lev stærkt – dø tung” efter den gamle ungdoms-roman af Willard Motley ”Lev stærkt, dø ung”

November: Ved en stor galla-koncert (annonceres som gallár-koncert) på Vendelbohus i Hjørring får Slåbrock Band overrakt sølvplade for LP’en ”Provins Punk”. Begivenheden dækkes massivt af diverse musik- og ugeblade.

Singlen ”Kilroy was here” udsendes. 

December: LP’en “Lev stærkt – dø tung” udsendes. Den er forudbestilt i næsten 10.000 eksemplarer! Især ”To gears Disella” bliver et kæmpe-hit – men også sange som ”Nej læger, gu’ fri os” og ”Hun sku’ sæl ha’ kølle”.

”To gears Disella” og ”Hun sku’ sæl ha’ kølle” udgives på en limited edition-single, der kun sælges til brug i jukeboxe. Singlen er uhyre sjælden.

 1979 

Januar: ”Lev stærkt – dø tung”  ligger nr. 5 på Danmarks officielle Top 20 i BT. Slåbrock Band er det bedst sælgende danske band og næstbedst sælgende danske musik-navn overhovedet. Kun Johnny Reimar og Smølferne klarer sig bedre. De øvrige over Slåbrock Band er John Travolta m.fl. og ”Grease”, Suzi Quatro samt Boney M. Placeret under Slåbrock finder man bl.a. navne som Bee Gees, Rod Stewart, Elvis Presley, Shu-Bi-Dua samt Paul McCartney & Wings!

April: ”Lev stærkt – dø tung” er på kun fire måneder solgt i 25.000 eksemplarer, hvilket udløser endnu en  sølvplade til Slåbrock Band.

Maj: Slåbrock Band medvirker i Jørgen Mylius’ tv-program ”Pop 79” med ”To gears Disella”.

Ved en stilfærdig, men uappetitlig begivenhed senere på måneden modtager Slåbrock Band sølvplade for ”Lev stærkt – dø tung” over en grydefuld skipper-labeskoves.

August: Slåbrock Band spiller på store scene på Aalborg Festival. Kjeld Torbjørn er festivalens konferencier sammen med Kim Menzer fra Burning Red Ivanhoe.

Oktober: Uenighed medlemmerne imellem om, hvor ofte man skal give koncerter (flere medlemmer har familie) fører til en diskussions-hårknude. Slåbrock Band opløses på et tidspunkt, hvor  både den første og den anden LP har solgt omkring 30.000 eksemplarer – og stadig sælger.

 1980 

Januar: Kjeld Torbjørn arbejder med et band under navnet Fars – det er musikere fra Brønderslev-orkestret The Pretenders, der helt tilbage i 1968 vandt det danske mesterskab i beat-musik. Fars udgiver senere på året Lp’en ”Hår i maden”, der aldrig bliver en salgsmæssig succes – men som i dag er blevet lidt kult og meget svær at fremskaffe.

 1981 

November: Slåbrock Band gendannes – nu med Kjeld Torbjørn (sangskriver og sanger), Hans (Holtegaard) Pedersen (trommer), Alex Gullach (guitar og pedal steel guitar), Jan Olesen (guitar), Henrik Krarup (tangenter, harmonika, saxofon) og Lauritz Vejen (bas).

 1982 

April: Lauritz Vejen forlader Slåbrock Band – Mikael Petersen (bas) kommer til. Der skrives pladekontrakt med Harlekin Musik Aps i København.

Juli: Indspilninger til Lp-plade begynder på Gertruds Hit Farm i Tornby ved hjælp af et mobil-studie. Gertrud er en ældre, enlig dame og nabo til Kjeld Torbjørn – og hun stiller velvilligt sin ejendom til rådighed.

Oktober: LP’en ”Sa’ do masochist?” udkommer – og præsenteres live af Slåbrock Band i DR TVs udsendelse ”Dagens Danmark”. Sangene ”Ski’ med Polen” og ”Min ligtorn” bliver pæne radio-hits. LP’en får meget flotte anmeldelser.

December: Søren Tipsmark (trommer) kommer til – skal aflaste Hans, der nu får mere tid og plads til at deltage i sceneshowet.

 1983 

April: Alex Gullach forlader Slåbrock Band – skal begynde nyt job i København.

Juli: Ole Barnholdt (guitar) kommer til.

December: Mikael Petersen forlader Slåbrock Band – Ole Barnholdt skifter fra guitar til bas.

 1984 

Februar: LP’en ”Sa’ do masochist” har ikke solgt så godt som de første plader. Harlekin er ikke interesseret i at forny kontrakten. Slåbrock Band leder uden held efter et andet pladeselskab.

Juli: En koncert på friluftsscene i Mou bliver Slåbrock Bands sidste – band’et opløses for anden gang og denne gang endeligt!

 1993 

August: Slåbrock Band samles til koncert i anledning af Hjørrings 750 års købstads-jubilæum. Det er i en udgave med Jan Olesen, Mikael Petersen, Henrik Krarup, Søren Tipsmark, Alex Gullach, Hans Holtegaard (tidl. Pedersen) og Kjeld Torbjørn.

Samtidig udgiver pladeselskabet Elap/CMC en opsamlings-CD med de bedste/værste Slåbrock-sange under navnet ”Bundskrab”. Salgstallet kendes ikke, da Slåbrock Band forærer samtlige indtægter fra CDen til Unicef. Men den kan stadig findes.

2008

Kjeld Torbjørn og Ole Albrechtsen mødes og begynder indspilningen af en ny CD

2010

CD'en "Den der med ham der fra Slåbrock Band" udsendes - og band'et Kjeld Torbjørn & Den Anden Ungdom dannes. Sideløbende optræder den akustiske Torbjørns Trio med Ole Albrechtsen, Ronny Caspersen og Kjeld Torbjørn på de mindre spillesteder.

2014

Den Anden Ungdom er nu historie. Nu er det Slåbrock Trio, der giver koncerter og primært satser på spillesteder med plads til højst 200 publikummer. Ronny Caspersen erstattes af Andreas Svaneborg. Samtidig tilbydes koncerter Med Slåbrock Band, hvor Michael Andersen, bas, og Mads Dybdal Andersen, trommer, supplerer trioen.

2016

Slåbrock Trio udsender CD'en "Træls" med dels nye sange, dels gamle Slåbrock-hits i nye arrangementer. Slåbrock optræder nu også som Band med Michael Andersen på bas og Mads Dybdal Andersen på trommer.

2018

Slåbrock Trio udsender singlen "Ka do staw'e, så ka A law'e/Som en Jersey-ko".

2019

Andreas Svaneborg forlader efter eget ønske Slåbrock Trio og erstattes af Torkild Mørch Albrechtsen.

2020

Slåbrock Trio udsender singlerne "Mona fik Corona" og julesangen "Ho ho ho".

2021

April: Slåbrock Trio udsender "Alt bli'r moderne igen" både som CD og digitalt.

Juni: Hans Holtegaard, en af Slåbrock Bands oprindelige grundlæggere - tidl. kendt under efternavnet Pedersen og kaldet Rock-elektrikeren p. gr. af sin uddannelse - dør den 25. juni i en alder af 68. Hans havde fra midt i 1980erne en flot karriere som skuespiller ved Vendsyssel Teater.

2024

Januar: Slåbrock fejrer 50 året for sin start - og meddeler samtidig at Slåbrock-festen slutter endeligt i januar 2025.

NY CD

Alt bli'r moderne igen - Køb her

Seneste Slåbrock-album
Vi har færdiggjort vores ny album "Alt bli'r moderne igen". 13 sange i alt - og denne gang en anelse mere rock end slåb! CD´'en distribueres fysisk og digitalt gennem Gateway Musics hjemmeside - eller du kan følge linket her på siden.

CD'en rummer følgende sange:

1. Goen nier mæ stress (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 4.13

2. Mona fik Corona (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 3.46

3. Alt bli’r moderne igen (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 4.04

4. Hvis bare vi stadig ku’ (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 3.38

5. Alle skriver bøger (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 3.46

6. Og vejret… (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 4.29

7. Èn gang til (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 4.17

8. Vi er vokset op med hakkedreng (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 4.23

9. En nitter (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 3.05

10. Som en Jersey-ko (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen/Andreas Svaneborg) 3.37

11. Ka’ do staw’e, så ka a law’e (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen/Andreas Svaneborg) 3.08

12. Ski’ med det (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 4.07

Julegave-ekstra-bonus-ovenihatten-sang:

13. Hohoho (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 3.53

 

Slåbrock Trio: Kjeld Torbjørn vokal og kor. Ole Albrechtsen ak. og el. guitar, dobro, pedal steel guitar, kor. Torkild Mørch Albrechtsen ak. guitar, kor.

Øvrige medvirkende: Mads Dybdal Andersen trommer og percussion. Michael Andersen el. bas. Søren Baggesen tenor- og barytonsaxofon. Dan Hejslet trompet. Jonas Lindh trombone. Lars Voss Romme mundharmonika. Michael Friis percussion. Andres Svaneborg harmonika. Søren Krogh mandolin og julemands-latter.

Tekst & musik: sk 1-9 & sk 12-13 Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen, sk 10-11 Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen/Andreas Svaneborg.

Teknik & produktion: Ole Albrechtsen. Indspillet og mixet: Olliewood Studiet 2019,2020 & 2021. Mastering: Erik Olsen. Cover Art: Inger Hess Ekmann (www.ekmannogekmann.dk). Cover foto: Finn Folsted.

 

Følg os på Facebook og på www.slåbrocktrio.dk

Træls

...er en CD fra 2016. Vi har produceret denne CD, fordi publikum til vores koncerter efterspørger det. Halvdelen er nye sange, halvdelen fra Slåbrocks bagkatalog - men sange som publikum ofte beder os spille. Hvilket vi med glæde gør. Her er de iført lidt nye klæder.

De nye sange er - håber vi - tro mod det univers, som også de gamle Slåbrock-tekster udsprang fra. Vi har ikke haft noget ønske om at skifte stil eller eksperimentere helt vildt - selv om anmelderne altid efterspørger netop dét. Vores smag ligner heldigvis meget vores publikums smag. Så vi forsøger med CD'en her at skabe meningsfuld underholdning, der helst skulle hive lytterens mundvige i opadgående retning. Og så har vi sparket et par meninger og holdninger ind i alt halløjet - og håber at nogen også får "øre" på dét.

Og så i øvrigt kære sprog-puritanere: Nej, teksterne er ikke 100 pct korrekt vendelbomål. Det er en blanding af dialekten og så dét, vi kalder ”daglig tale” nord for Limfjorden. Så er det sagt. Der skal nødig gå forskning i skidtet. Og desuden skal det jo helst rime.

Bestil CD'en "Træls" her

 

CD'en Træls rummer følgende sange:

1: Han drømt’ om traktortræk (Kjeld Torbjørn) 

2: Gerdas Grillbar (Kjeld Torbjørn) 

3: På motorvejen (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen) 

4: Vi vil ha’ jerntæppet tilbage (Kjeld Torbjørn) 

5: Naboskab (Kjeld Torbjørn) 

6: Men hun ka’ lave sovs (Kjeld Torbjørn) 

7: JD (Ole Albrechtsen)

8: Er min ring mon for stram til din finger? (Kjeld Torbjørn)  *

9: Hun sku’ sæl ha’ kølle (Kjeld Torbjørn)  *

10: Kilroy Was Here (Kjeld Torbjørn)  *  

11: A’e så glå ve dyjr (Kjeld Torbjørn) **

12: Bondemand Jensen (Kjeld Torbjørn) **

14: Træls (Kjeld Torbjørn/Ole Albrechtsen/Andreas Svaneborg)

 

* Oprindelig version findes på LP ”Lev stærkt, dø tung” 1978

** Oprindelig version findes på LP ”Provins Punk” 1977

Nej - der ER ingen skæring 13!

 

Trioen:

Kjeld Torbjørn: Sang, kor

Ole Albrechtsen: Akustisk & elektrisk guitar, dobro, pedal steel guitar, kor

Andreas Svaneborg: Alle tangenter, akustisk guitar, kor

 

Og vores skidego'e gæster:

Mads Dybdal Andersen: Trommer & percussion

Michael Andersen: Kontrabas

Helle Larsen-Ledet: Sang på ”På motorvejen”, kor

Søren Krogh: Mandolin & kor

Dorte Mørch: I rollen som Gerda m.fl.

 

Alle arrangementer, teknik & produktion: Ole Albrechtsen

Indspillet & mixed i Olliewood Studiet april, maj, juni, juli 2016

Mastering: Erik Olsen

Cover-art: Inger Hess Ekmann (www.ekmannogekmann.dk)

 

Den der med ham der fra Slåbrock Band

... er en CD fra 2010 og den første udgivelse med Kjeld Torbjørn siden dagene i det legendariske Slåbrock Band, hvor han var sangskriver, sanger og i det hele taget frontfigur i 1970'erne og 80'erne. Du kan næppe høre, at han har holdt så lang en pause. Stemmen er intakt – melodierne er så iørefaldende som nogensinde – og teksterne er skrevet med endnu mere humor og spidsere pen end dengang.

Husker du sange som ”To gears Disella”, ”A’e så glå ve dyjr”, ”Truckdrøwe maj” eller ”Ski’ mæ Polen” – ja, så er denne CD skræddersyet til lige netop din afspiller og dine ører. 13 sange om sære eksistenser og tidens trends – en lille times underholdning. Halvdelen på (let forståeligt) vendelbomål, halvdelen på rigsdansk.

CD'en er nu udsolgt i sin fysiske form - men kan hentes som download. 

 

CD'en rummer følgende sange:

1: Æ billed a Muhammed - 5:14

 2: En dansktop-sang - 4:29

 3: Nettopigen vers. 2.2 - 3:56

 4: Vild med flæsk - 4:15

 5: Di fløtte Åge ej - 4:57

 6: Syg med naturen - 5:19

 7: Di bløw åelsammen drille - 3:53   

 8: Haj hjet Knu’ - 4:24

 9: Men vi var rene - 4:47

10: Mæ Jesus ve ratte - 4:24

11: Det er aldrig for sent at gi’ op - 4:49

12: Det fjols til Noah - 3:59

13: Tænk hvis Jesus var født i går - 3:23

 

Følgende medvirker: 

Kjeld Torbjørn – vokal

Ole Albrechtsen – akkustisk guitar, elektrisk guitar,

slide guitar, pedal steel guitar og dobro.

Steen Lindgaard – keyboards og harmonika

Rasmus Boje-Nielsen – kontrabas og elektrisk bas

Martin Kollerup Sørensen – trommer og percusion

Susanne Lund Mikkelsen – kor

Helle Larsen-Ledet – kor

 

Gæster i studiet:

Knud Møller – elektrisk guitar

Kasper Brøndum Bjørn – elektrisk guitar

Ib Grønbech – kor og skidtsnak

Hans Holtegaard – kor og skidtsnak

 

CD’en er indspillet og mixet i Olliewood Studiet med Ole Albrechtsen som producer og musikalsk arrangør.